Drengerøvenes drengetur

Dette indlæg startede egenligt som en kommentar på et dilemma i dagens #Mads&Monopolet - en familiefar var kommet til at bestille en tur til Ungarn med sin "drengegruppe" - en gruppe som han normalt tager på 2 ture med om året - væk fra familien, og masser af druk og mandehørm. Nu skal han så på en tredje tur, der desværre falder sammen med hans ældste datters allerførste skoledag, nogensinde.

I'm sorry, men hvad er dilemaet? Du er en voksen mand (ikke en dreng... det der drengefjol det stopper altså det sekund du bliver far). Selvfølgelig skal du være tilstede på det, der er den hidtil største dag i din datters liv.

Men grunden til at dette indlæg ikke bare endte som en kommentar på Mads&Monopolets Facebookside er at det jo ikke lige frem er første gang jeg møder dilemmaet omkring "drengeturen".

Der var manden der hellere ville bruge familiens sparsomme opsparing på den årlige "drengeskitur" - det betød godtnok at der ikke var råd til julegaver til børnene, ej heller familieferie næste sommer.

Eller ham hvis kone havde termin med deres første barn, midt i drengelogens årlige druktur til Prag.

Og der er talrige eksempler i min omgangskreds - og så er det bare mit spørgsmål ud i verden er: hvornår forlængede vi gymnasietiden til aldrig at stoppe?

Hvornår er det blevet alment acceptabelt at tilgå sit parforhold som om at fællesskab og nærhed med familien er det værste i verden? Hvorfor er vi så bange for at erklære os som voksne og dermed fokusere vores energi, penge og sparsomme fritid på vores nærmeste?

Argumentet jeg altid hører fra veninderne er: jeg vil hellere have en glad mand/kæreste hjem.

Men dette bliver sagt med panik i øjnene og stresssved på panden, for selvfølgelig er det tæske hårdt at være alene med børnene i en uge, mens far "leger med drengene" - og sjovt nok har det den modsatte effekt: det kan godt være han kommer glad hjem, men i guder hvor han bliver straffet når han indfinder sig på matriklen! 

Der er ingen tvivl om at vi kvinder har brugt mange år på at kastrere vores mænd, forsøgt at gøre dem til mere kvinder end vi er - og det kan godt være at "drengelogen" er vores forsøg på at gøre det godt igen - men hvad med vi lige alle sammen tager et skridt tilbage og fokuserer på det vigtigste - respekten for hinanden og ikke mindst de trygge rammer for vores børn?

Kvinder skal ikke bestemme over deres mænd. Kvinder skal ikke bestemme hvordan han skal se ud, hvad han spiser, hvor meget han motionerer, hvordan han bruger sin fritid, hvordan han viser sin romantiske side - og vi skal ikke nedgøre, hakke eller tale grimt til vores mænd - de er voksne mennesker, de er vores bedste venner, de er vores partnere og de er vores bedre halvdel.

Til gengæld så skal mændene begynde at opføre sig som voksne mennesker. De skal rydde op efter sig selv, de skal overholde aftaler, de skal deltage i de daglige pligter - de er nemlig flyttet hjemmefra, og deres kæreste er ikke deres mor. Og så skal de forstå at når man er en voksen mand så er der bare ting man ikke gør mere - man tager ikke på sanseløs druk med drengene - folk gør dumme ting når de er fulde, og det gavner ikke parforholdet. Og når der kommer børn ja, så er det altså slut med at være en drengerøv (som nu åbenbart er en positiv ting...) 

For i sagens natur så er det bare sådan at forældrene er deres barns totale verden. Og hver gang man fravælger samværet med familien, så fravælger man sine børn. Og der er jo rigeligt med ting i hverdagen der fremtvinger det fravalg. Den ekstra time på jobbet da der er noget der skal være færdigt. De huslige gøremål, hvor man hele tiden må affærdige sine børn med: jeg skal lige...

Det er naivt at tro at ens børn ikke glæder sig lige så meget til weekenderne og ferierne som man selv gør - vi er deres verden- og det er kun i weekenderne og ferierne vi reelt set har tid til at lytte, lære, nusse, lege og udforske verden sammen - og derved gøre deres meget større.

Og der er meget pres på familerne - men meget af presset er selvforskyldt. Vi behøver jo ikke træne til marathon, iron man, studere mindfulness, læse til coach, sige ja til alle invitationer fra vennerne etc. Hvad nu med at vi alle sammen giver hinanden lov til at tage et par år fri fra konkurrenceræset mens vores børn er små?

Hvad nu med at vi gør det lovligt at sige til veninderne: jeg savner også jer, men jeg vil hellere være sammen med familien end at tage på spa-ophold.

Og hvad nu hvis at vi beslutter os for, som kvinder, at en mand aldrig er mere sexet, end når han er en nærværende og kærlig far?

For jeg kan ikke lade være med at tænke på, om årsagen til at mange kvinder dyrker drengerøven i deres mand, i virkeligheden er fordi at de tror at jo mere gymnasieagtigt deres mand er, jo yngre fremstår de selv?

Det er ikke begrænsende for ens partner at man stiller krav - sålænge at alle er enige om at et krav ikke er en lov.

Og man bør nok se på familiestruktruren og sundheden af prioriteterne i ens parforhold hvis det virkeligt er nødvendigt at tage en pause fra hverdagen. Hvis det at sige nej tak til at efterlade familien i en uge er lig døden, og derfor er noget der skal diskuteres på et program som Mads&Monpopolet.

Natten til søndag blev jeg mor

Hov,stop! vil de fleste sige, det er da 10 måneder siden? men nej for 10 måneder siden fik jeg barn, men natten til søndag, da jeg sad oppe hele natten med et skrigende barn, forstod jeg pludseligt hvad det vil sige at være mor.
Jeg havde på intet tidspunkt lyst til at smide ham i småt brandbart. Det gjorde ikke noget at jeg ikke fik noget søvn før søndag kl 14. Det eneste der betød noget var at han ind imellem sine skrigeture puttede sig ind til mig... fandt trøst hos mig. .. ikke på grund noget jeg gjorde, men bare fordi jeg er hans mor. Det bebrejdende blik han sendte mig når mavekramperne fik ham til at falde sammen  - så få det da til at gå væk mor!
Men bedst af alt da han vågnede oven på mig kl. 16 og sendte mig verdens største smil og bare var i hopla resten af dagen. Det var bare den bedste og varmeste følelse inden i. Så nu er jeg mor og i kan bare komme an... der er intet i verden jeg ikke kan klare, for jeg kan trøste min lille skat når han har rigtigt rigtigt ondt.

Alle overlevede

Det viste sig så idag at min søn faktisk kan overleve uden mig, hvilket selvfølgelig er en god ting. .. selvom det gør forfærdeligt ondt. Min veninde skrev til mig igår at jeg skulle huske jeg kun var 1 opkald og 12 minutter væk... men det vil jo være det samme som at forvente at en mand spørger om vej!
Han ringede ikke. .. og jeg prøvede virkeligt at lade være med at ringe hjem. .. men så opstod der et livsvigtigt spørgsmål: skal jeg købe noget med hjem?
Det skulle jeg ikke.  Og selvom jeg gav ham alle muligheder for at kaste håndklædet i ringen, så hverken tiggede eller bad han mig om at skynde mig hjem. Der var heller ikke noget grædende barn i baggrunden, men derimod højlydt jublen.
Jeg tog nu tidligt hjem da min pc er død og hjælpen ikke er tilstede om tirsdagen.  Og hvad fandt jeg derhjemme?
kaos?
gråd?
blod eller brækkede knogler?
Niks, jeg kom derimod hjem til et hus hvor der tydeligt var blevet leget hele dagen imens der var blevet skiftet døre. Opvaskemaskinen havde kørt og var næsten tømt og min søn sad lykkeligt og spiste en banan.  Min søn har altså ikke brug for mig mere, så nu går jegi seng og græder mig i søvn. Eller også sover jeg sødt i visheden om at mine drenge står foran den mest fantastiske måned sammen og jeg slipper for at lave aftensmad...

Så gik der tid med det...

Idag er min sidste dag på barselsorlov. Og jeg er så mega deprimeret over at skulle på arbejde imorgen. Ikke fordi jeg på nogen måde er træt af mit arbejde, men fordi det river mig i stykker at det ikke længere er mig der er primær modtager af min smukke søns dejlige smil. I virkligheden vender en barsel forkert... man burde kunne aflevere dem når de er helt nye og besværlige... for så selv at overtage når de begynder at være sjove!

Jeg har ikke været ret god til at være på barsel. Det tog mig virkeligt mange måneder at affinde mig med den manglende mentale stimulering (selvom min fantastiske mødregruppe virkeligt har forsøgt) men jeg fik et gennembrud for 3 måneder siden og nu nyder jeg det virkeligt. Jeg nyder at lege med min søn. Jeg elsker vores daglige gåture (hvordan har jeg nogensinde handlet ind uden en barnevogn?) og vores sange og ritualer. Jeg syntes det er vidunderligt at vide præcist hvad han har spist og hvor meget han har sovet, og finder det dejligt udfordrende at finde på nye madvarer han skal prøve.

Jeg har lært utroligt meget om mig selv de sidste 10 måneder. Jeg ved nu jeg faktisk godt kan tilsidesætte mig selv for en anden. Jeg har også lært at man ikke dør af at skifte en ble... ligegyldigt hvor slemt det lugter. Jeg har også lært at mit arbejde faktisk ikke definerer hvem jeg er, jeg har meget andet at bidrage med. Jeg har også erfaret at mødregrupper ikke behøver at være noget med speltboller, Hunter gummistøvler og hård sammenligning af babyerne, men derimod kan være et hyggeligt sted hvor der grines og købes brød og bruges færdiglavet tærtedej. Et sted hvor man hjælper og inspirerer hinanden, og opmuntrer hinanden.

Jeg har også overvundet min naturlige modvilje mod pædagoger. Vi har været til baby-bongo, og det lykkedes mig ikke at kvæle det bløde, søde menneske der forsøgte at lære mig sange om koalaer, heste og ænder.

Men vigtigst af alt så har jeg lært at sætte pris på børn. Ikke kun min egen søn, men også de andre små mennesker jeg mødt, igennem bongo, vuggestue og mødregruppen. For lad os være ærlige... ind til for ganske kort tid siden mente jeg at børn lugtede og larmede... og det var det. Men nu er det vigtigt for mig om Emilie er blevet rask, om Freja har lært at kravle på alle fire, om Clara er blevet glad igen, om Smilla har fået en tand, om Sigrid har lært at klappe  og om Marvin er kommet sig over influenzaen.

Så nu sidder jeg her og ser på min søn, der viser hvor stor han er blevet, imens han prutter så det runger. Og i morgen overdrager jeg ham så... ikke til en vuggestue men derimod til hans far, der nu har glæden af ham i en måned (og skal køre ham ind i vuggestuen). Og jeg ved at min mand passer godt på ham... men det er ikke mig. Der er jo ingen der kan passe bedre på ham end mig... suuuuuk jeg vil ikke på arbejde i morgen :0(

Loppemarked

Jeg var igår på mit livs første loppemarked. Og jeg havde en bod! Jeg prøvede at få solgt lidt af det tøj min søn er vokset ud af (og det er en del.. han er en meget velekviperet herre, der desværre vokser som var der substral i mælken, så jeg har højt turn around på baby tøj, og har en del der aldrig er brugt.)
Det var absolut et studie i et helt andet folkefærd... De fleste jeg talte med var der for at få ryddet ud i pulterkammeret, garagen eller skuret. Men de samme mennesker spænede rund til de andres boder og brugte alle deres hårdt tjente penge lige så hurtigt som de kom ind. Resultatet var at de havde samme eller mere med hjem end de var kommet med... I don't get it!

I det hele taget er det nok mit problem - jeg kunne aldrig finde på at købe noget på et loppemarked. Jeg får faktisk kriller over hele kroppen ved tanken om at skulle røre ved andre menneskers brugte ting. Men jeg sælger gerne mine ting med god samvittighed, for jeg ved jo hvordan det er behandlet. Rent og lækkert og pænt lagt sammen... men kan jeg overbevise mig selv om at det også gør sig gældende for mine medmennesker? Neeeeeeeej, og derfor er min søn ikke bare velekviperet, han er også ualmindeligt dyr i drift. Hans seng er ny (tak mor), hans barnevogn er ny, og det samme gælder hans klapvogn og bilsæde. Og det er ikke fordi vi ikke har modtaget masser af tilbud fra vores venner (der alle er rene, pæne og velduftende), jeg kan bare ikke. Tilgengæld regner jeg helt klart med at sælge hans bilsæde på den blå avis når han vokser ud af den.

Tilbage til loppemarkedet. Der var ham der åbenbart ikke laver andet, og derfor kommer med trailer og tre borde, og straks begynder at hundse rundt med alle andre. Der var hende der hele tiden skulle fortælle varens livshistorie til alle der spurgte om en pris (og jeg indrømmer, jeg morede mig lidt over historierne der var knyttet til hendes brugte BH'er, indtil det gik op for mig at der er folk der køber andres brugte undertøj... aaaaaaaaaad, der er simpelthen ikke rodalon nok i hele verden til at gøre det lækkert og iorden). Der var en hardcore gruppe af pruttere, der alle mødte op en halv time inden markedet startede og prøvede at få alle tvunget 80% ned i pris, på en ret aggressiv måde. Vi havde heldigvis en ret veltrænet fyr i vores bod, så de var ikke så truende over for os, men jeg undrede mig nu lidt over at der på loppemarkedets hjemmeside står at vi skal være søde ved gæsterne... men ikke et ord om at gæsterne skal være søde ved de handlende?

Jeg kan med stolthed berette at jeg ikke købte noget. Jeg fik solgt en smule, men vi stod ikke så godt, så de fleste havde shoppet babytøj inden de nåede frem til os. Men jeg hyggede mig, og er helt klar på en tur til i september... og det er gået op for mig at man kan sælge alt sådan et sted, så nu skal der ryddes op i skabe og skuffer - for der var folk igår der solgte halv-tomme parfume flasker, og jeg har ihvertfald en i emballage, der er helt fuld, men bare ikke er min duft. Og jeg har to store poser af tasker, der må helt klart være nogen jeg kan sælge, og bøger... og køkkengrej. Jeg er sikker på der er noget på loftet... og ude i skuret... hold da helt op hvor skal vi bare have rydtet ud - og så må jeg bare håbe at jeg kan fastholde min antipati mod at købe brugt, for så kunne vi faktisk ende med at have plads nok til alt min søns grej, gear og babylir!

Manglende konsekvens ved fejl i "Systemet"

Vi lever i et land, hvor vi over tid har valgt at fraskrive os ansvaret for vores eget liv, og istedet overdraget det til et offentligt system. Prisen herfor er et urimeligt højt skattetryk samt en polemik baseret på at individets penge er statens, og de derfor har 100% råderet over dem. Dette bliver aldrig mere tydeligt end når man hører Johanne og hendes røde kumpaner tale om økonomisk politik. De der kender mig, eller har fulgt med på bloggen ved godt hvad jeg mener om det sag, så den lader jeg ligge i denne omgang. Istedet vil jeg prøve at forholde mig til at den måde vi har indrettet vores samfund på er rimelig, og ikke noget vi kan eller skal lave om på.

Hvis det er præmissen, så køber vi jo et service samfund. Hvis man køber en vare, så har man ret til at gøre indsigelse hvis den ikke fungerer efter hensigten. Vi er som forbrugere beskyttet at en markedsføringlov (man må ikke love noget man ikke kan holde) samt en produktansvarlov (hvis det en producent eller leverandør leverer gør skade på dig, så kan du kræve erstatning - et eksempel på denne er fx McDonalds varme kaffe dom). Hvis en virksomheds produkt gør skade på kunder eller i værste fald slår nogen ihjel, så har det en konsekvens for de produktansvarlige, de mister deres job og kan risikere at komme i fængsel.

Med det i mente, så lad os lige vende blikket mod det sociale system i Danmark. Jeg kan ikke tælle hvor mange sager der har været om seksuelt misbrug af børn de seneste 12 måneder. Det virker som om Tøndersagen har inspireret en stor gruppe sted- og plejefædre til virkeligt at blive kreative når det gælder misbrug, nedbrydning og udnyttelse at de børn der stoler på dem og er afhængige af dem. Og vi skal ikke ind på strafferammen (som er alt for mild) men derimod det system vi betaler for skal beskytte børnene.

Man taler om sociale nomader, altså familier der bare flytter når nogen begynder at stille spørgsmål, for så at fortsætte deres deroute et andet sted. Men de her familier modtager jo offentlige ydelser, så det er ikke ukendt for tilflytterkommunen at der er børn i huset. Hvis en husstand modtager børnepenge, bør der så ikke være nogen der lige følger op på om børn i den skolepligtige alder, rent faktisk går i skole (den kunne have sparet den yngste af pigerne i Bornholm sagen 2 års isolation).

Hvis man er plejefamilie så får man penge for at passe på børn, der ikke længere kan bo hjemme. Man udbetaler altså en ydelse fra skatteprovenuet (vores allesammens penge) bør man så ikke have benhård kontrol med forholdene som børne lever under? Hvis socialarbejderne havde lettet røven og besøgt familien i Brønderslev sagen, så havde de nok opdaget at børnene var møgbeskidte, sultne, isolerede og levede i ekstremt uhumske omgivelser.

Og så er der Tobias sagen. Her har en sundhedsplejerske og en læge slået alarm overfor de sociale myndigheder, og Tobias "mor" (det bliver nødt til at være i situations tegn, for den afstumpede gimpe fortjener simpelthen ikke den titel) har selv bedt om hjælp - men der kom ingen reaktion eller hjælp - og vi ved jo alle hvordan den sag endte.

Det er bare påfaldende for mig at man bruger rigtigt mange kræfter på at føre sag mod, og straffe "de skyldige", uden at se på det store billede. Ja der er de direkte skyldige, altså den der fører hånden, men hvad med alle dem der ikke lever op til deres ansvar og gør deres job ordenligt? Hvorfor kan socialarbejderen, eller endnu vigtigere chefen for det sociale område, slippe afsted med en beklagelse over at have svigtet og fejlet? Og når der nu er så mange sager, hvordan kan ministeriet der er ansvarligt slippe uden om fyrringer eller retssager?

England havde deres egen Tobias sag i 2007. Peter Connelly var 17 måneder gammel da han døde. Hans mor, stedfar og dennes bror havde tævet ham og påført ham 50 skader igennem 8 måneder, et faktum der blev overset ved de 60!!! visitationer fra socialarbejdere, læger og politi.

Den sag har haft store konsekvenser i England. Hele det sociale område er blevet undesøgt og ændret. Chefen for det sociale område i det county der fejlede blev fyret, hendes 2 nærmeste medarbejdere tvunget til at sige op. Den biologiske far fik tilkendt £75.000 i erstatning fra det offentlige (Tobias far får 127.000 kr af de to der har ført hånden). Peters mor og stedfar er begge idømt forvaring med minimum afsoning på 12 år. Tobias mor fik 4 år og stedfar fik 8 år. Peters stedonkel fik 12 år...

De to læger der undersøgte og behandlede Peter inden hans død blev begge suspenderet i 18 måneder og mistede deres job (de havde slået alarm, men ikke fulgt op).

Med det i mente så er Tobias dommen lidt tam. Vi som kunder bør kræve at folk i offentlige stillinger er strafferetsligt ansvarlig for fejl i deres produkter - på lige fod med private virksomheder, for ellers bliver tingene jo aldrig forbedret.

Min ven Christians mor er lige død. Det var pludseligt og midt i den store sorg kom der så lige en lille ting frem: Roskile Hospital har smidt hendes ejendele ud. Og den umiddelbare reaktion fra hospitalsledelsen var: shit happens... NEJ DET GØR IKKE! Hvis man har en process der ikke virker, så laver man den om. Og man laver en dybdegående undersøgelse af hvad der er sket, men mest af alt så giver man de pårørende en undskyldning. Man venter ikke til at medierne går ind i sagen. Hvis man vælger at gøre det, så bør man som hospitalschef lægge en opsigelse. For i det sekund sådan en sag rammer medierne så har han ødelagt sit hospitals rygte, og dermed tilliden til systemet. Og de lever af folks tillid. Hvis det samme skete på et hospital i USA, så røg der et par hoveder, og de efterladte ville få en erstatning. For i USA er hospitalterne nemlig godt klar over hvem deres kunder er, og kundepleje er vigtigt for alle virksomheder og serviceudbydere.

Så jeg giver Enhedslisten ret i en ting: vi har brug for en revolution, tror bare udgangen på min revolution er ret meget anderledes end deres: vi skal stille offentlige myndigheder ansvarlige for de de svigt og fejl der er i systemet. På lige fod med at en virksomhedsejer kan komme i fængsel for manglende omhu så må det samme gælde for det offentlige system vi har valgt at overgive ansvaret for vores liv. Eller endnu bedre: vi skal tage råderetten og ansvaret for vores eget liv tilbage fra staten, så vi selv er ansvarlige for vores egen lykke og fremgang.

Hver mands eje

Der skete noget  meget mærkeligt da jeg var synligt gravid -jeg og ikke min mindst min mave blev hver mands eje. Ikke det klassiske med at folk partout skal lægge hånd på ens gravide mave, det har vidst været debatteret nok, og derfor er de fleste blevet ret gode til at spørge om lov, men alle havde pludseligt en mening om min mave, og hvad der var bedst for den. Og det var ikke bare veninderne, familien eller de nære kollegaer... næ nej, nu kunne alle komme med deres besyv om jeg nu gjorde det godt nok.

Jeg var f.eks til afdelingens julefrokost. Min mand havde haft fat i de nærmeste og fået fortalt dem, at jeg ikke skulle have lov til at lege helt med at løfte tunge ting etc. så det undrede mig ikke da jeg blev sat ned og opvartet. Da vi skulle spise, var forretten en mad med røget laks. Jeg elsker røget laks. Og det var en af mine cravings under hel graviditeten, men jeg forsøgte at begrænse mig pga kalorierne. Men altså, foran mig stod der den lækreste laksemad, med masser af dild og rævesovs. Jeg skar et stykke af, løftede langsomt min gaffel op mod munden, og skulle lige til at putte den i munden da jeg fik fornemmelsen af at der var blevet helt stille i min ende af bordet. Jeg kiggede op, og så er par erfarne mødre sidde og stirre på mig i forfærdelse. "Spiser du laks"? "Øh ja" der blev rullet med øjnene. "Ved du ikke at der er en parasit i rå fisk der kan gøre dit barn både blindt og åndsvagt?", "Jamen den er jo ikke rå, den er røget... ", "Den skal være opvarmet til over 100 grade!"

Jeg fik det ret dårligt, jeg havde jo levet af røget laks i flere uger, og nu ville jeg jo få et blindt, åndsvagt barn ud af min manglende selvkontrol. Heldigvis skred en af de andre erfarne mødre ind: "nu stopper i, jeg levede af sushi under alle tre af mine graviditeter, og der er ingen af mine 3 der fejler det mindste!", puu haa krisen var overstået...

En anden dag havde jeg en af de allernærmeste veninder på besøg. Pludseligt udbrød hun: "hvordan har du egenligt tænkt dig at tørre hans tøj?"  På det her tidspunkt var jeg begyndt at høre spændingsmusik fra dårlige serieføljetoner hvergang jeg blev quizzet, så i mit hoved blev spørgsmålet afsluttet med: da da daaaaaaa. Jeg svarede forsigtigt: "øh hænge det op i bryggerset, udenfor eller putte det i tørretumbleren..." imens jeg ransagede min hjerne for at komme i tanke om jeg var ved at forbryde mig mod FACITLISTEN, den liste som alle mødre åbenbart får udleveret sammen med barnet. Jeg svarede åbenbart rigtigt, for jeg blev ikke sat i skammekrogen.

Så var der den med alkoholen. Jeg fandt først ud af at jeg var gravid da jeg var halvvejs, og derfor havde jeg både drukket alkohol, og været på penicillin i starten af  min graviditet. Det bekymrede mig meget, og mine omgivelser var ikke sene til at puste til ilden. Men så hørte jeg en læge fra Skejby, der udtalte at man jo faktisk ikke har belæg for at sige at alle gravide skal undlade at drikke alt alkohol... Reaktionen er individuel. Jeg tror bare han forsøgte at få lidt nuance ind i debatten, men i guder hvor blev jeg lynchet hvergang jeg forsøgte at læne mig op af den lille krykke.

Så var der det med amningen. En anden af de nærmeste fik proklameret at det er umuligt at amme! (da da daaaaaaa), jeg kom spagfærdigt til at ytre at det kunne det jo ikke være, for så ville menneskeheden jo have været uddød for længe siden.... Men der var tydeligvis igen noget jeg ikke havde belæg for at udtale mig om...

Og så var der den med vaskepulveret... og skyllemiddel... og vores katte...og rengøringsmidler... og parfume... røde bøffer... kaffe...slibestøv...peanuts... maling osv

Det er et under jeg kom igennem graviditeten med mit mentale helbred intakt... og endnu mere et mirakel at lille nus er blevet født uden men og skavanker!